Log Ind | Registrering
Mistet Kodeord

Kodeord fremsendes via mail.

 

Tjener, vil du være så smuk, at servere mig fire Coca colaer, mens jeg tisser

kevin_blogDet sker jeg kravler ud af min komfortzone på heden. Mine rødder holder mig fanget der, selvom jeg er nok så rodløs på mange andre måder. Rødder flytter sig hen hvor der er næring. Det er altid overvældende for mig, fordi det sker så sjældent. Jeg tager til Kongens København. Jeg er ikke begejstret for konger. Men København har min inderlige begejstring på sin side. Fordelen ved at have ADHD er, at man ser ALT. Hjernen registrerer hver en handling øjet ser. Og det bliver siddende der.

Når dagen er slut, efter en travetur gennem København, er mit hoved en overfyldt harddisk, hvor alt er gemt. Maskinen kan næsten ikke trække og rumme indholdet. Det er billeder og ord hvert et synsindtryk.

Jeg går ud for at se. Se mennesker. Det sker ikke hver dag, på heden. Jeg går ud for at se noget. Bevægelse, dynamik. Noget andet end hede, have og hushold. Så for mig, bliver alt stort. Alt bliver spændende og interessant, fordi det er noget jeg ikke ser hver dag, uanset hvor hverdagsagtigt det er for andre. For eksempel, for de, der til dagligt traver en tur gennem København.

I S toget så jeg hvordan civilisationen, lukker sig inde i hver sin verden, med ørebøffer på, fordybet i en telefon. Samtlige i toget. Jeg selv inklusiv. Jeg bliver tosset af at være alene med mine egne tanker, dagen lang. Musik lindrer og flytter mit fokus. Hvad er de andres undskyldning, for at gå på gaden og høre David Bowie? Modsat civilisation ville jeg kaste op, hvis jeg skulle starte dagen, med en energidrik. Selv klokken 11.

Jeg for vild på Nørreport station. Jeg var et øjeblik, blevet væk for mig selv. Det sker hele tiden, så det er ikke noget nyt. Jeg gad nok vide hvilken impuls, der styrede, de ti sekunder min hjerne var fraværende. Min krop var på vej, mod Ørstedsparken, og det var jo ikke der vi skulle hen. Min stedsans og jeg. På den måde kom jeg om bag en kiosk. Jeg så en roma tiggerske rette på kjolen, nette sig, inden hun gik på. Inden hun indtog sin plads på trappen.

Svensk krimiindustri, og Arne Dahl har givet mig en indsigt, jeg ikke har lyst til at have. Måske er den roma, fanget i et sindigt spind af mafiaen, hvor det er mafiaen, der tager de penge romaerne får ind. Over hele Europa. Det er en industri i slavehandel i yderste, klamme potens. Noget ved vi passer, men hvor meget?

Jeg giver ikke tiggere penge. Jeg har ikke nogen at give af. Jeg giver dem smøger. Dem får de selv. Havde jeg penge at give, ville jeg give dem brød, eller vand. Eller øl. Jeg giver dem respekt, et varmt smil, og tilkendegivelse af, at jeg går imod den klamme tendens at sparke nedad. Næstekærlighed er ikke det Marie Krarup står for. Jeg fatter ikke hun kan kalde sig et kristent menneske. Visse læser bibelen som fanden gør det. Hun er absolut en af dem. Er der noget der er udansk og ukristent er det hende.

Solidariteten med de fattige og de forarmede ser jeg som en gave jeg har fået. Den har altid ramt mig hårdt. Samfundet bekæmper solidaritet. Det er blevet in at være usolidarisk. Det vil jeg hellere bekæmpe.  Det er blevet sværere at være fattig og udstødt.
Uanset om man er roma eller om man er på flugt fra en krig i Syrien, med de værdier man kunne bære på sig. Det er de ting jeg ser når jeg går ud. Det fanger mig. Hold kæft der er mange tiggere og stakkels eksistenser i København.

Jeg så en from mand i trance, med foldede hænder og lukkede øjne, mens han gik op ad en trappe. Måske bad han for ikke at smadre sine skinneben. Han havde en tehætte på hovedet. Måske skulle han havde lukket sine øjne op, inden han gik hjemmefra.

Min spontanitet kastede mig ud og hjælpe med at flå en ældre medborger fri, der var ved at bliver klippet over på langs, i en dør i metroen. Jeg fik olie på hænderne og næsen. Den gamle mand fik hekseskud. Men Metroen gik til tiden.

På Christiania findes en anden virkelighed. Det er ofte der jeg søger hen, fordi det er det eneste sted i hele verden hvor jeg aldrig føler mig uden for, anderledes, akavet eller i vejen. Og den anarki der hersker, kan jeg godt lide, fordi jeg kan forlade den igen, når jeg har fået nok kaos af indtryk, proppet ind i hovedet.

Jeg mødte et lukket pusherstreet, og en sær stemning.

Jeg slog mig ned i Nemoland, med min amerikano og David Bowie i ørerne.

Der sad 100 ventende på at skulle købe, når pusherstreet åbnede. Folk vippede rastløst med urolige ben. Folk bed negle. Røg to smøger ad gangen. Pillede ved telefonen. Pillede i malingen på bænken.

Jeg køber kun skrammel og underlige dimser på Christiania. I en bod kunne man købe kondomer med tjald smag. Gad vide hvor stort salg der er i sådan en sær gimmick?

Jeg fór vild.

Gudskelov fandt jeg Kvindesmeden. Jeg blev totalt overmandet. Jeg kom ved et uheld til at lukke øjnene, tyve sekunder. Da jeg åbnede dem, var jeg blevet 17 år havde lige fået ny kedeldragt på Dan Egtved, 1994.

Jeg måtte snuse langt ind, og trække lugten af olie, svejseos, koldt jern og den specielle duft af kølevæske i koldtsavene, helt ind i systemet. Jeg blev vildt forbavset over at jeg havde savnet den duft.

Kære Jobcenter, kan man komme i kompetenceudvikling hos Kvindesmeden? Jeg kan svejse, bukke, save, måle og bruge en søjleboremaskine, og stik mig en vinkelsliber, så er vi dem der er gået i gang.

Jeg fandt en navneplade med mit eget navn svejset på. Ikke mit døbenavn, men det navn, kun de færreste og allernærmeste kender. Som med tiden er gået fra Bisse, til Basse.

Jeg gik ud for at finde en anden virkelighed, så fandt jeg noget af mig selv. Sådan kan man jo være så uheldig. Men fantastisk butik. Sådan skal det jern svejses sammen, tøser.

Jeg landede foran Månefiskeren, med en ny ladning kaffebønner. Jeg slog pjalterne sammen med en fortabt poet og en Rastafari. Vi blev tre brødre.

Jeg kendte poetens blik, fra det blik jeg så, når jeg som ung, ved et uheld kom til at kigge mig i spejlet. Jeg er aldrig kommet ind i vanen med at spejle mig. Derfor ved jeg ikke selv hvordan jeg ser ud.

Poeten havde fundet sin redning ud af virkeligheden. Weed. Måske redder det ham fra at blive tosset i den virkelige verden. Måske er det det, der dræber ham.

Jeg delte smøger og cola ud. De delte weed.

Rasta sagde hans visdomsord. Rather need the last pair of pants, than need weed. Det var hans virkelighed, ude I virkeligheden.

Han kaldte det Babylon. I Babylon skulle verdensherredømmet være: Smoke weed, do yoga and try, LSD, Opium or mushrooms once in at lifetime. Bom. Længere var den ikke.

Njaa..tøver jeg. Der må være en gylden mellemvej for alt, selv dekadence, eskapisme og laden stå til.

Det skulle være noget midt i, der fjerner sig fra det kulsorte, Danmark, hvor virkeligheden er at der nu sidder en erklæret racist i formandsstolen i Folketinget.

Jeg tror ikke på ultrasocialisme, men langt mindre på ultraliberalisme.

Jeg trak mig ud af den tykke grønne tåge. Jeg måtte se mig om efter et røgdykkersæt, selvom vi var udendøres.

En spontan ide, i Metroen, fik mig til at stå af på Kongens Nytorv, for at gå hen og hilse på Fredsvagten.

Jeg startede med at fare vild. Jeg ringede til min advokat, for at få mig ud af suppedasen. Han er også min lillebror. I hans tilfælde, går jeg ind for total nepotisme. Geniet sagde, gå til venstre. Da jeg fandt venstre, gik jeg forkert.

Jeg er født uden filter. Mine følelser, der altid er gange 100 i forhold til andre, kan komme væltende ind over mig. Jeg brød ud i spontan gråd, på Kongens Nytorv.

En tigger, en romafyr på min egen alder, krøb ind til muren, og puttede sig lidt. Han fodrede en due af sin hånd, med brødkrummer, han sad og smuldrede i stykker til duen. Han delte sin mad med en der var uslere stedt end han selv. Det greb mig, stærkt. Selvfølgelig er det også mit følelsesregister der går amok og overdriver. Fra nu af vil svensk krimi industri, ikke længere have indflydelse på min solidaritetsfølelse med tiggerne. Armod har altid ramt mig som en kølle, i kraftig sving.

Min far brød ud i spontan gråd, en gang han havde skudt en vibe. Det måtte man dengang. Men den var så smuk.

Jeg ved hvad han mente, nu. Den romafyr har blod som jeg. Han får feber som jeg, ergo er han min næste. Længere er den ikke. I det her ved jeg at jeg har ret, for du får mig aldrig på andre tanker, uanset hvor mange populister der kommer i Folketinget.

Stor stærk slagter og forfatter der lige har pralet af, at han kan svejse. Det er der ikke noget at gøre ved. Der var en pæn københavnsk dame, der så en mand med tudefjæs og kasket, på åben gade.

På trappen ind mod slotsgården, så jeg en smuk, nobel dame tabe sin sko på trappen. Jeg fik lyst til at råbe Hej Øzlem Cekic. Men måske var det slet ikke hende. Så tænk hvis jeg havde råbt op.

Jeg ved ikke hvad vej jeg kom ind på det slot. Jeg kom vist avet ind, et sted. Jeg kom ind i en gård, hvor der ikke så ud til at komme mennesker normalt. Alle disse vildfarelser, fører i løbet af en lang dag, til ømme forfatterfutter.

Jeg mødte Nhaser Khaders blik i en sort bil. Han var langt mere sympatisk, da han var ung. Inden magten gjorde ham til en blå ballon der fes ud i ingenting.

Jeg fandt Fredsvagten ved mit udgangspunkt. Jeg havde overset freden, fordi den er blevet aflyst.

Jeg kom 5000 dage for sent til freden. Jeg havde nok på fornemmelsen at freden sang på sidste vers. Den fredsdemo, på rådhuspladsen, mod køb af nye kampfly, fik ikke en gang et billede i avisen, endsige et ord fra hverken DR eller Tv2. Der er ikke journalistik i fred. Immervæk er køb af nye kampfly til 30 mia, en slat penge. Sikke meget godt velfærd der kunne købes for de penge. Jeg fatter ikke sammenhængen overhovedet. Kommunekassen bugner af penge der kunne bruges på velfærd, og derved sætte hjulene i gang. I stedet for skubber de folk længere ud over kanten, og på længere sigt, øger offentlige udgifter. Kommunekassen i Vejle bugner af 173 millioner kroner, rundt regnet. Jeg er forfatter, ikke talmagiker.

Hvorfor er det så, så svært at få et anstændigt ressourceforløb i Vejle? Hvorfor stiger hjemløsheden? Antallet af misbrugere? Krakkelerede hjem? Kommunen udhuler arbejdsmarkedet med at sætte folk ind i en ond cirkel af løntilskudsjobs, hvor de udelukkende er GRATIS arbejdskraft for arbejdsgivere, der udnytter systemet, notorisk og systematisk. Fordi de får mulighed for det gennem samarbejde i kommunen. Så holdes de fattige nede på lave dagpenge ydelser, i stedet for at få en anstændig, overenskomstmæssig løn, der kan være med til at sætte hjulene i gang. Den fatter jeg ikke.

Skal du have de penge med dig i graven Arne Sigtenbjerggaard? Ja, jeg spørger bare, fordi jeg er så ung og naiv.

Freden er aflyst. Jeg er den sidste levende pacifist i hele verden. Så er man da noget. Hellere det end nyliberal. Jeg håber at, det kun var tirsdag, at Fred var skiftet ud med en planche.

Hurra. Jeg tror katme, uden selv at vide det, at jeg var rundt om det slot to gange både udvendigt og indvendigt i gårdene. H.C. Andersen blev mit næste pejlemærke. Han er min gamle fjende. Som ung hadede jeg ham. Enten var han for perfid, eller også var han for sukkersød. Han lod børn dø i flæng. Men som voksen er han og jeg, kommet frem til at vi ikke kan komme uden om hinanden. Og heller ikke undvære hinanden. Jeg har lært at værdsætte hans sprog, og hans timing. Man kan bare vige uden om de blodigste og mest barbariske.

Helt uden at fatte hvordan det gik til, gik det op for mig at jeg var på Højbro plads. Det kan godt være der kom en hipogrif og fløj mig derhen. Men måske var jeg heldig for en gang skyld.

Nu lukker du hjernen ned, lille Larsen, og lader være med at glo på hvert eneste individ du ser på din vej, og går hen og finder det vandhul, inden du både dehydrerer og pisser i bukserne. Eller inden dine futter falder af, fordi du skal mase to par sokker, ned i de flade konvolutter fra Deichmann.

Koncentrer dig om at gå stærkt og ikke falde i staver over en dum bog igen, gå videre, Basse. Du kan godt vente med at ryge igen, du har lige røget, gå nu. Nej du skal ikke stoppe op og fotografere de Legomænd i mandshøjde der kommer hjemmefra, og nu bliver pakket ud på Strøget. Måske du kender en af dem, der haft nogen af de klodser mellem hænderne. Det lød forkert. Tænk hvis det er din tante? Det lød mere forkert. Hov der var en dame, der havde købt så meget, at hendes arme tøffelhelt måtte køre det ud på en sækkevogn, til en taxa, midt på strøget. Jeg har ved Gud aldrig set prototypen på en nyrig gås før, det havde jeg så nu. Gå nu mand, skulle du ikke pisse? Hov, der hænger jo min øjesten, i udhængsskabet hos Grand. Lille Larsen. Ind og lure, om den måske går? Sørme så. Det var perfekt timet. To timer med futtene oppe, og så ind og se Amy. Sikke en god ide jeg der fik.

Skulle du ikke pisse?

Hallo, er der nogen der kan finde vej til Centralhjørnet, jeg er faret vild ude foran Grand.

Ja, sagde min hjerne, det kan jeg. Bare følg med mig, Basse. Så skal du katme se freakshow. Min hjerne havde ret. Jeg satte mig under en statue af Frankensteins Monster, i læderjumpsuit. Det var jo min ungdomskammerat. Han holdt hæft og jeg holdt kæft. Det vil sige, jeg var nødt til at skrive titusind ord i en helvedes fart, inden mit hoved eksploderede.

– Tjener, vil du være så smuk, at servere mig fire Coca colaer, mens jeg tisser?

Bogmærk

Comments Closed