Log Ind | Registrering
Mistet Kodeord

Kodeord fremsendes via mail.

 

Nyt fra Jonas Wilmann til de sene sommeraftener

udkantshistorierAt Jonas Wilmann kan skrive horrornoveller, der får læserne til at kigge en ekstra gang under sengen og sove med lyset tændt, blev for nyligt bekræftet på Krimimessen i Horsens, hvor han vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse for novellesamlingen “Frygtfilerne”. I sin nye bog “Udkantshistorier”, der udkommer d. 1. August i år, byder Wilmann på en række nye sammenhængende, eksperimentelle horrorfortællinger.

“Udkantshistorier” udforsker de mørke afkroge i et dystopisk Danmark. Horror er som bekendt yderst effektiv når noget, der normalt er velkendt og ufarligt pludselig fordrejes, og derfor er det lovende, at Wilmann har valgt vores eget lille land som den scene, hvor uhyggen udspiller sig. Her er Wilmann desuden på kendt grund, for det er ikke første gang, han beskæftiger sig med udkantsdanmark. Hans bidrag til antologierne “Dystre Danmark 2” og “Ny Dansk Fantasy III” foregår for eksempel begge i Jylland.

Udover miljøet er det mest spændende ved “Udkantshistorier” selve formen. Jonas Wilmann adskiller sig fra mange af Danmarks andre horrorforfattere ved at turde lege med formen og sproget. Han skriver på sin blog at: “‘Udkantshistorier’ er en udfordrende bog, kaotisk i sin skrivestil næsten. Jeg har leget vildt og brutalt med formen, og dele af historien vil på læseren, der er vant til nøje afmålt suspense og en nogenlunde lineær opbygning, nok virke nærmest som teknisk uheld.”

Som inspirationskilder nævner Wilmann blandt andet Manly Wade Wellman og Johannes V. Jensen. For dem, der ikke er bekendte med den førstnævnte, er Manly Wade Wellman skaberen af Silver John, en ensom, omvandrende spillemand som ofte støder på det overnaturlige og mystiske på sin færd. Vi kan altså forvente at møde en vandringsmand i stil med Silver John eller Norne Gæst, som tager os med på en rejse gennem det dystre landskab.

Den fortælleform, som Wilmann benytter i “Udkantshistorier” kan med et engelsk udtryk kaldes for en ’short story cycle’ – altså en række historier, der er skrevet i novelleform, men som er bundet sammen af en hovedperson eller fortæller, der optræder i hver historie. På den måde får man efterhånden et indgående kendskab til hovedpersonen, ligesom man ville i en roman, samtidig med den spænding, der er kendetegner novellen. Og hvad kunne egne sig bedre til horror, hvor det netop er vigtigt at man kerer sig om hovedpersonens skæbne samtidig med, at uhyggen kun fungerer hvis den ikke er alt for langstrakt?

“Udkantshistorier” vil blive anmeldt her på siden i den nærmeste fremtid – så følg godt med!

Kilde: http://www.jonaswilmann.dk/10627/BLOG

Bogmærk

Din kommentar

Skriv kommentar

*
= 5 + 5